Tirsdag den 28. juni - afgang til Arizona

GAAAAB! Damn, 2.00 er tidligt at skulle op!

Nanna og jeg har sovet hos mine forældre, som også skal med på den første del af turen. Vi kørte mod Billund kl. 3.00 og fløj kl. 6.00 mod Amsterdam.

Her sidder vi nu og halvsover med åbne øjne. Lidt sløve, men også spændte og forventningsfulde - det bliver en fantastisk tur :-)

Claus tog allerede afsted i onsdags, han er liiige ovre og støve Flagstaff området af og mødes med vores venner.

Vores tur til Phoenix er gået glat og uden problemer. Turen har været utrolig lang – men sådan er det jo, når man vil til USA. Første flyvetur fra Billund til Amsterdam tager kun ca. 1 time og 15 min. I Amsterdam går vi en god tur for at komme hen til en anden terminal, men vi har masser af tid, så vi hygger os og er spændte. 

Kl. 09.40 flyver vi videre til Portand, Oregon. Desværre har vi ikke fået pladser tæt på hinanden, det kunne ikke lade sig gøre. Men det er okay, så er vi tvungne til at gå lidt rundt, når vi skal snakke med hinanden. Det er en lang tur, og det kan være lidt hårdt at sidde stille i så mange timer. Vi har opgraderet billetterne, så vi sidder lidt længere fremme, hvor der god plads til benene, og hvor vi kan læne sæderne længere tilbage.

For første gang får jeg special mad på en flyvetur… jeg har bestilt asian vegetarian – absolut godt, så det er ikke sidste gang, jeg gør det. 

Nannas læsestof på vores lange tur

 Nanna og jeg har sovet lidt – mine forældre har vist bare hvilet – 10 timer i et fly rimelig fastlåst i en stilling er lidt hårdt, og kan man ikke lige finde en god stilling at sove i, så kan turen virke meget lang. Desværre er Nanna blevet snothamrende forkølet. Det er så synd – hun snøfter og pudser næse i et væk, og hun har det faktisk ikke helt godt L

Da vi flyver ind over Portland, Oregon ser vejret ud totalt som det danske vejr: overskyet og regnfuldt – og temperaturen er ca. 18⁰ C. Godt vi skal videre herfra!!!

Gennem immigrationen, det plejer at være en langsommelig affære med MASSER af mennesker i uendelige køer – men i Portland er der ingen kø, da vi ankommer med flyet, så det går rimelig hurtigt. Det er altid spændende, om det er en møgsur mand, der sidder der i skranken og stiller ganske udfordrende spørgsmål – sådan er det oftest! Det er ikke folk, der inviterer til et smil og en kvik bemærkning… men i dette tilfælde er det en flink og rar mand, som både kunne smile og stille spørgsmål, uden at vi følte os afhørt. En god oplevelse. 

Tøsehygge på flyet til Phoenix

Et par timer senere letter vi mod Phoenix, Arizona – og målet er nu indenfor rækkevidde. Den sidste tur er sat til godt 2½ time, og den sidste times tid er der næsten skyfrit, og vi kan se ned over bl.a. Utah og Arizonas flotte natur. Da vi lander i Phoenix, er der ganske let overskyet – og ca. 104⁰ F, hvilket svarer til ca. 41⁰ C . Claus venter os i ankomsthallen, og vi får hurtigt vores bagage. Vi er trætte – nej… vi er TRÆTTE!!! Men for mig er det skønt at være tilbage i Arizona, glæden vil bare ingen ende tage. Jeg elsker, elsker, elsker den tørre varme, naturen, menneskene, mulighederne. 

Mor og far synes her er MEGET varmt – og det er det jo også. Claus har hentet bilen til os – en super lækker og stor Chevy Tahoe med masser af plads til både os og bagagen. Vi kører til vores ferielejlighed, ca. et kvarters kørsel fra lufthavnen. Stedet hedder Desert Arroyo, og ligger i udkanten af Phoenix, lige ud til naturen. Her er bl.a. harer og California Quales, som render rundt lige uden for vores vinduer og altan. Vi får slæbt vores kufferter og pakkenelliker ind, klokken er ca. 18 AZ tid, og vi skal lige ud og købe noget aftensmad og finde på noget til morgenmad. Vi kører i Fryes, et stort supermarked, hvor vi køber masser af frugter til morgenmad, brød, noget pålæg, ost og salat. Så er der også til at smøre en sandwich til turen i morgen. Vi køber en Corona til os hver – og så henter vi mad på Kentucky Fried Chicken. Jaja men vi er bare sultne, det skal være let – og det smager jo ganske udmærket.

Tilbage i lejligheden får vi spist og drukket en øl – og så går vi lige en tur op på den lille bjergside, hotellet støder op til. Solen er gået ned, men at stå her og se ud over udkanten af Phoenix i skumringen, mens en pokkers masse fly lægger an til landing oppe i luften – det var et smukt syn! Og SÅ er vi putteklare – mine øjne falder tungt i, da klokken er ca. 21 (06.00 dansk tid, 28 timer efter vi er stået op). Det har været en lang dag!

Mindful in Arizona - 2011

Nu er der ikke så længe til! Om 8 dage drager vi mod vest - langt mod vest! Vi skal en tur til Arizona, USA - igen. Her ligger vores store kærlighed - det er her, vi for alvor nyder livet.

Kærligheden til Arizona opstod for nogle år tilbage. I 2007 var Claus derovre på et survival kursus, og han lærte nogle skønne mennesker at kende - og blev forelsket i stedet. I maj 2008 tog vi begge to afsted, og mit hjerte var tabt til dette skønneste sted på jorden!

Arizona kan byde på alle 4 årstider på en dag, hvis du er heldig - eller uheldig. Jeg var særdeles misfornøjet, da vi den første morgen, efter en god nats søvn, åbnede døren - og så at det havde sneet!!! Efter morgenmaden satte vi os ind i bilen, og efter en lille times kørsel, var det atter sommer... sådan er naturen så lunefuld. Vi var på fantastiske vandreture, mødte helt og aldeles dejlige mennesker, og kom hinanden utrolig nær. Jeg græd, da vi satte os i flyveren på vej mod Danmark...

I 2009 var vi atter afsted - denne gang var turen mere planlagt af os begge to, og det blev en uforglemmelig tur. Jeg er meget fascineret af og interesseret i indianerne i USA, og meget tid blev sat af til at granske bl.a. Hopi Indianerne, hvor vi også besøgte Hopi reservatet, fik historien om dengang, da alting så helt anderledes ud - og frem til i dag. Vi har vandret i bunden af Grand Canyon hos Havasupai Indianerne, grov og barsk natur - lige indtil Havasupai dukkede op.... og vi blev helt forpustede over skønheden. Tårerne fik også frit løb på vejen til Danmark denne gang...

2010 var vi ikke afsted. Jeg var i Orlando, FL i stedet, så det blev ikke til en tur til AZ også.
Vi har skrevet dagbog fra begge ture - hvis du er interesseret. De ligger på en "ældre" webside, men den fungerer fint :-) Skriv til mig, hvis du er interesseret i at læse om vores tidligere ture.

Nu er tiden kommet til at vi igen sætter næsen mod vest. Claus tager afsted på onsdag, den 22. juni - vi andre følger efter den 28. juni. I år tager jeg vores datter med, og mine forældre - vi har en helt ufattelig lyst til at vise dem det, der for os er himlen på jord.

I år vil dagbogen, inkl. billeder, komme til at ligge her på bloggen. Det fungerer nok lidt bedre og er lidt hurtigere at arbejde med. De første 14 dage vil i år være helliget familien, og at vise dem nogle af vores yndlingssteder.

Når vi har sendt familien hjem til Danmark igen, starter vores projekt. I 2012 år afholder både Claus og jeg kursus i Arizona, og derfor skal vi ud og finde de helt rigtige steder at være, og de helt rigtige mennesker, der vil kunne bidrage til vores kurser.

For mit vedkommende bliver kurset "Mindful in Arizona 2012" forventeligt en 10 dages tur, hvor vi vil tage ud i Guds smukke natur. Vi skal der ud, hvor der ikke er larm fra bilerne, men hvor man kun kan høre sit eget åndedrag og dyrene i ørkenen - og der ud, hvor der ikke er gadelygter, men hvor stjernerne og månen lyser himlen op om natten. Vi skal lære om livet i naturen, hvordan vi klarer os uden alle de remedier, vi er vant til at ha´ lige ved hånden. Vi skal tale om mindfulness, og hvordan vi lever i nuet, vi skal lave mad af det, vi finder og fanger, vi skal lave Hot MOJO, meditation og på lange smukke vandreture, til steder, der kun er meget lidt besøgte. Vi får besøg af helt fantastiske mennesker, der kan fortælle om alt fra ayurveda, naturmedicin, overlevelse, indianerne i Arizona og meget, meget mere! Det bliver en tur, du aldrig vil glemme!

Er du mere til en decideret oplevelses- og overlevelsestur i 14 dage, kan du også følge med her. Jeg er ret sikker på, at jeg også får Claus til at oprette en Blog...

Følg med i bloggen de næste mange uger, hvor vi "rapporterer" fra det vilde vest. Etiketten for disse blogindlæg vil fremover være "Mindful in Arizona".

Kærlighed i langdistanceforhold III

Bekymringer, som altid vil kunne snige sig ind...

Selvom der ikke umiddelbart er nogen overhængende risici og farer for den, der er væk fra hjemmet, betyder det ikke nødvendigvis, at du er bekymringsfri. Bekymringerne kan være mange - og meget forskellige:

Elsker han/hun mig stadig? Glider vi fra hinanden? I ses måske ikke så meget, og tvivlen kan måske nage, i forhold til hvorvidt I kan bevare kærligheden intakt.
Kigger han/hun efter andre? Fantasierne kan virkelig løbe af med en, når man er "efterladt" - ELLER er den, der ikke er hjemme. 
Kan vi finde hinanden, når han/hun kommer hjem igen? Et relevant spørgsmål, hvis I er væk fra hinanden længere tid af gangen...

Er han/hun mig utro? Svært at være fra hinanden, hvis man ikke føler sig 100% sikker i sit forhold. Måske har der været små hints, som du fanger - måske er der noget i det - eller også er der ikke!
Han/hun lød sur i dag - er der noget galt? Det er skønt at tale sammen - over nettet eller på telefonen - men farerne for misforståelser lurer lige om hjørnet. 
Hvordan håndterer jeg vores børns længsel? Børn savner også, og børn kan mærke dine bekymringer og dine reaktioner...
Hvorfor forstår mine venner/veninder mig ikke? Det kan være så svært at forstå, hvordan det er at leve et liv hver for sig - sammen...
Jeg har ikke hørt fra ham/hende som aftalt, hvad sker der? Er der nu alligevel noget, jeg virkelig skal være bekymret for?

Hvordan håndterer I det, hvis en af jer er ked af det en dag? Hvor ofte skal I tale sammen? Hvem skal træffe beslutningerne for jeres børn og om jeres liv - når den anden er hjemme igen? Hvad er okay i forhold til det sociale? Er det okay at gå ud og feste hele natten, når den anden er væk? Hvad er okay, hvis I gør det - må man flirte - må man kysse - hvor går jeres grænser! Det er ikke sikkert, det er relevant i netop jeres forhold, men tal om det - tal om, hvad I kan forvente jer af hinanden. Vær ærlige og sig tingene som de er, så der ikke er noget at misforstå.

Bekymringer er bestemt ikke sjove at bære på, hvad enten det handler om troskab, angst for forholdet og kærligheden, eller jeres børns længsel.

Ja - der er rigtig, rigtig mange spørgsmål her! Og det fortæller jo noget om, hvor vigtigt det er at få talt med hinanden, inden I skilles. Som jeg skrev i mit blogindlæg Kærlighed i langdistanceforhold II forleden, så tror jeg nøglen hedder forventningsafstemning! I er nødt til at få talt om, hvad I kan forvente jer af hinanden i jeres langdistanceforhold.

Måske I skal tage væk en dag - eller en weekend - med eller uden børn - og få talt om, hvordan I får kommunikeret bedst muligt, når den ene er væk. I bliver måske bedre og bedre til at være væk fra hinanden efterhånden. Måske bliver det sværere - og så skal I tale sammen igen!

Elsk, sagde stemmen.

Kærlighed i langdistanceforhold II

Bekymringer, når din elskede er væk i længere tid - OG kan være udsat for farer

Det er klart, at nogen langdistanceforhold skaber mere bekymring end andre. Hvis din kæreste/ægtefælle eksempelvis er udsendt gennem Forsvaret, vil der helt helt sikkert være forskellige farer og risici ved udsendelsen. Eller hvis han/hun er nødhjælpsmedarbejder i en krigs-/katastrofezone, vil der også let kunne opstå ubehagelige episoder. Måske er din elskede på en boreplatform - hvilket bestemt heller ikke er uden farer. Og der er mange andre jobs, der også er farlige og hvor der er store risici.
Bekymringer om den andens sikkerhed fylder meget, og tankerne kan være altoverskyggende.

Hvordan klarer du dig igennem det? Hvordan kan du holde fast i din egen hverdag, måske sammen med børnene, samtidig med, at du bekymrer dig?
Jeg tror, de første uger er værst. Værst på den måde, at her er savnet kæmpestort, og alle bekymringerne fylder. Måske drømmer du om ham/hende, måske ser du situationer for dig, hvor du mister din elskede. Måske klamrer du dig panisk til din mobiltelefon, hvis nu nogen skulle forsøge at ringe dig op og fortælle, at din kære er kommet til skade. 
Du har svært ved at tale med andre om det, fordi det er svært virkelig at skulle forholde sig til, at ens mand/kvinde måske er i en krigszone, og faktisk kan blive hårdt såret, eller endda måske dræbt. Det kan være næsten umuligt at forholde sig til som ven/veninde, hvis man ikke har prøvet det.

Du er nødt til at finde din egen hverdag... Fortælle dig selv, at han/hun passer godt på sig selv, og at du ikke kan ændre ved situationen. Måske du lige skal de første slemme uger igennem, men så skal du videre. Din hverdag skal leves, og måske har I børn, der skal tages hånd om - de savner også, forstår måske ikke helt - og de kan mærke din utryghed.

Lav dine egne rytmer, hvad enten der er børn eller ej. Beslut dig for, at du vil have mest muligt ud af, at du faktisk har aftenerne alene nu. Måske kan du videreuddanne dig, måske kan du gå til svømning, golf, tage et male-kursus, et kursus i madlavning - eller du kan tage til Zumba, spinning, eller noget andet fysisk. Flyt dine tanker, flyt dine bekymringer - og brug din energi og din tid på noget, der gør dig glad.
Du kan tage en tur i biografen - med dem, du måske ikke så tit ser ellers. Hvis der er børn, kan I tage i biografen sammen - eller måske kan bedsteforældrene eller vennerne hjælpe lidt med børnepasning.

Snak, snak, snak med andre mennesker - du bør ikke mure dig selv inde, for så vokser tankerne hurtigt.

Der kan også komme andre tidspunkter, hvor det kan være svært. Når alle andre familier er samlet, og I ikke er det. Når der skal laves noget på huset, og du ikke har nogen til at hjælpe dig. Når du er til fest eller i et selskab, hvor alle andre kommer som par... Men du kan godt komme igennem det! Brug dit netværk - sørg for, at dem, der er omkring dig/jer, ved, at du er alene i øjeblikket, og at du måske kan føle dig lidt alene... og sig det, når det opstår. Det er ikke rart at brænde inde med det.

Hvis du lever i et langdistanceforhold, er der et absolut must! FORVENTNINGSAFSTEMNING! For at undgå misforståelser, skænderier, og uhensigtsmæssige situationer, er det altafgørende, at I får forventningsafstemt, inden den ene part tager afsted. Hvor ofte skal I tale, skrive, SMS´e, Skype osv sammen? Er det okay, at man giver udtryk for at være sur, trist, eller at man bare har haft en dårlig dag? Skal I tage emner op omkring jalousi, hvis det skulle opstå? Hvad gør I, hvis der opstår misforståelser i jeres kommunikation? Få talt om det - få sat ord på... det er brand vigtigt! Skal I undgå at I glider fra hinanden, at indestængt irritation eller jalousi opstår - så sørg for at have talt om, hvordan I vil gribe det an. Sørg for, at I begge kan stille jer tilfreds med denne løsning - ellers er I ikke færdig med at tale om det!

MSN, Skype, Facebook, SMS, alm. breve, telefon... der er mange muligheder, og de kan alle bruges, hvis situationen giver jeg muligheden for det. Få talt sammen, få sagt, at I elsker hinanden, gå grint sammen - og måske grædt sammen, hvis det er nødvendigt. Cybersex er heller ikke at foragte - det kan virke rigtig godt, hvis der er mulighed for det - og det kan være med til, at I føler jer tættere på hinanden. Og så får I måske prøvet noget nyt af sammen ;-)

Glæd dig, til I snart er sammen igen - også selvom der sommetider er længe til! Lær at elsk dig selv, lær at sætte pris på tiden alene - eller sammen med jeres børn, vennerne og familien. Og vid, at der også er udfordringer, når I er sammen igen! For nu har DU lavet DIN hverdag, som nu igen skal være JERES.

Elsk, sagde stemmen.

Kærlighed i langdistanceforhold I

Langdistanceforhold er et af de områder, jeg har ret stor erfaring med, og det er også et af de områder, jeg gerne vil arbejde med. Jeg har for nylig fået en masse nye input til emnet, og jeg har derfor besluttet, at jeg vil lave en række blogindlæg om emnet "Kærlighed i langdistanceforhold".

Du er altid velkommen til at byde ind - måske har du en virkelighed, jeg ikke har belyst her. Og har du spørgsmål eller kommentarer, som ikke skal være offentlige, så send mig endelig en e-mail.

I dette første blogindlæg, vil jeg forsøge at sætte fokus på alle de måder, hvorpå man kan have et langdistanceforhold. For der er rigtig mange måder at være i sådan et forhold på. Der er rigtig mange virkeligheder derude, og alle virkeligheder har fordele og udfordringer. Dem kommer vi til i et af de næste blogindslag om Kærlighed i langdistanceforhold.

Et langdistanceforhold kan være, at:

• Din kæreste/ægtefælle er måske ude at rejse i lang tid, og han/hun er ude og opleve en hel masse spændende, mens du går alene hjemme i den hverdag, I plejer at dele.
• Eller han/hun er sendt langt væk på forretningsrejse gennem sit arbejde, og har drøn travlt med opgaver for firmaet, måske firmamiddage og selskaber.
• Din elskede er måske udsendt gennem Forsvaret. Er det din virkelighed, er der også ofte en reel fare og risiko forbundet med hans/hendes udsendelse.
• Eller måske kommer din elskede fra et andet land. Måske ses I kun sjældent, fordi det ikke lader sig gøre på anden måde lige nu - og der skal måske tages stilling til, hvordan I kan bo i samme land. 
• Din kæreste/ægtefælle kan også være langturschauffør, og være væk i en uge eller flere af gangen.
• Eller han/hun kan være fisker - og I kan være adskilte i uger, hvor I ikke har den store mulighed for at have kontakt.
• Eller måske er din kæreste/ægtefælle ferieguide, på en boreplatform, er sæsonarbejder, specialarbejder på et større projekt, eller under uddannelse i udlandet, eller...
• I behøver såmænd ikke engang være i forskellige lande, for at I har et langdistanceforhold. Måske tager den ene af jer på arbejde om mandagen på Sjælland og vender hjem til Jylland om fredagen... Eller også tager han/hun til Jylland ;-)

Der er mange måder at leve i sådan et forhold! Og hvis man lever i et langdistanceforhold - hvordan klarer man sig så igennem hverdagen, når ens elskede er langt og måske længe væk? Hvordan overlever ens forhold og forelskelse? Hvordan kan man fortsat være forelskede i hinanden - og være på hver sin side af kloden? Og hvad gør man med sine følelser, hvis man bliver ked af det eller vred - skal man så sige det til den anden?

Der er mange spørgsmål - dem tager vi op i næste blogindlæg om Kærlighed i langdistanceforhold.

Lige nu kan du måske tænke over, hvordan du håndterer din egen virkelighed i sådan et forhold, hvis du er i et sådant... eller hvordan du egentlig tackler din venindes/vens bekymringer, hvis hun/han lever i et langdistanceforhold.

Tankevækkende og kærlige hilsener,
Freya