Bekymringer, som altid vil kunne snige sig ind...
Selvom der ikke umiddelbart er nogen overhængende risici og farer for den, der er væk fra hjemmet, betyder det ikke nødvendigvis, at du er bekymringsfri. Bekymringerne kan være mange - og meget forskellige:
Elsker han/hun mig stadig? Glider vi fra hinanden? I ses måske ikke så meget, og tvivlen kan måske nage, i forhold til hvorvidt I kan bevare kærligheden intakt.
Kigger han/hun efter andre? Fantasierne kan virkelig løbe af med en, når man er "efterladt" - ELLER er den, der ikke er hjemme.
Kan vi finde hinanden, når han/hun kommer hjem igen? Et relevant spørgsmål, hvis I er væk fra hinanden længere tid af gangen...
Er han/hun mig utro? Svært at være fra hinanden, hvis man ikke føler sig 100% sikker i sit forhold. Måske har der været små hints, som du fanger - måske er der noget i det - eller også er der ikke!
Han/hun lød sur i dag - er der noget galt? Det er skønt at tale sammen - over nettet eller på telefonen - men farerne for misforståelser lurer lige om hjørnet.
Hvordan håndterer jeg vores børns længsel? Børn savner også, og børn kan mærke dine bekymringer og dine reaktioner...
Hvorfor forstår mine venner/veninder mig ikke? Det kan være så svært at forstå, hvordan det er at leve et liv hver for sig - sammen...
Jeg har ikke hørt fra ham/hende som aftalt, hvad sker der? Er der nu alligevel noget, jeg virkelig skal være bekymret for?
Hvordan håndterer I det, hvis en af jer er ked af det en dag? Hvor ofte skal I tale sammen? Hvem skal træffe beslutningerne for jeres børn og om jeres liv - når den anden er hjemme igen? Hvad er okay i forhold til det sociale? Er det okay at gå ud og feste hele natten, når den anden er væk? Hvad er okay, hvis I gør det - må man flirte - må man kysse - hvor går jeres grænser! Det er ikke sikkert, det er relevant i netop jeres forhold, men tal om det - tal om, hvad I kan forvente jer af hinanden. Vær ærlige og sig tingene som de er, så der ikke er noget at misforstå.
Bekymringer er bestemt ikke sjove at bære på, hvad enten det handler om troskab, angst for forholdet og kærligheden, eller jeres børns længsel.
Ja - der er rigtig, rigtig mange spørgsmål her! Og det fortæller jo noget om, hvor vigtigt det er at få talt med hinanden, inden I skilles. Som jeg skrev i mit blogindlæg Kærlighed i langdistanceforhold II forleden, så tror jeg nøglen hedder forventningsafstemning! I er nødt til at få talt om, hvad I kan forvente jer af hinanden i jeres langdistanceforhold.
Måske I skal tage væk en dag - eller en weekend - med eller uden børn - og få talt om, hvordan I får kommunikeret bedst muligt, når den ene er væk. I bliver måske bedre og bedre til at være væk fra hinanden efterhånden. Måske bliver det sværere - og så skal I tale sammen igen!
Elsk, sagde stemmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du har lyst til at lægge en besked.
Underskriv venligst din kommentar med dit navn og mail-adresse, da jeg ikke ønsker anonyme kommentarer.
Din kommentar vil først blive vist, når jeg har godkendt den.