Vi har smurt sandwich og kører afsted for at mødes med Mike. Dagen står på herbal-hike rundt om Flagstaff i områder, Mike kender og gerne vil besøge inden hans kursus om urtemedicin i næste uge.
![]() |
| Mike checker op på urterne |
Det bliver en skøn, skøn dag, hvor vi ser områder i bjergene og ude i naturen, som vi helt sikkert aldrig ville se, hvis vi ikke var med Mike. Vi kører ud til nogle af Mikes yndlingssteder rundt om Flagstaff, og vi kører kilometer efter kilometer gennem smukke marker med de skønneste planter og blomster. Det siges, at Hopiernes Kachinaer bor her oppe i San Francisco Peaks. De kommer ned, når Hopierne holder deres ceremonier - ellers er de heroppe.
Mike fortæller om bjerget, om Kachinaerne og hvordan de "lever" - vi får historier, som kun meget sjældent videregives, og som kun meget få kender til. Vi er dybt taknemmelige for at få historierne overleveret.
![]() |
| San Fransisco Peaks |
![]() |
| Claus og Mike taler om... et eller andet klogt :-) |
![]() |
| Vi ser så meget smukt heroppe... |
Vi går lidt rundet i området, som er totalt øde - her er INGEN mennesker i miles omkreds. Solen er ved at gå ned, så vi har lidt travlt. Vi skal have fundet et sted at sove. Egentlig ville vi bygge vores egen seng for natten, men vi finder en, som allerede er lavet, og roder op i fyrrenålene, så den igen er blød og behagelig. Kl. 21 ligger vi i vores fyrrenåleseng, helt forpuppet i vores soveposer. Det er helt mørkt nu, men det varer ikke længe, for der er fuldmåne netop i dag, og ingen skyer - så vi har masser af lys. Vi ligger og kigger lige op i stjernerne - månen lyser op, og alting får et underligt skær. Her er ikke mange lyde, ingen mennesker, ingen biler, ingen veje i nærheden. Ingen lys fra byen... alt er stille - bortset fra alle de små lyde, vi pludselig kan høre: det, der sikkert er egern og andre smådyr, uglen, vi ved der er i nærheden, coyotes (prærieulve) og vores eget åndedræt.
Det er meget underligt for mig - jeg har ikke ligget ude på den her måde før uden "tag" over. Telt og hogan har jeg prøvet, men ikke en fyrrenåleseng, hvor vi ligger midt i naturen - I naturen, PÅ naturen, MED naturen... Så jeg må da være ærlig og sige, at mit hjerte banker lidt hurtigere end normalt - for der er så mange nye, ukendte faktorer, jeg lige skal vænne mig til!
Inden længe snorksover Claus. Han har lagt sig på jorden ved siden af - der var jo kun én "seng", og det var lidt for sent at gøre så meget mere ved det. Så jeg ligger her - midt ude i "No man´s land" - er helt alene vågen i hele skoven... sådan føles det! Og det er jo også lidt sandt - udover aaaaalle dyrene!!!
Godnat!




Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du har lyst til at lægge en besked.
Underskriv venligst din kommentar med dit navn og mail-adresse, da jeg ikke ønsker anonyme kommentarer.
Din kommentar vil først blive vist, når jeg har godkendt den.