Lørdag den 30. juli - Hopi

Så blev det lørdag - en dag, jeg har glædet mig rigtig meget til. Desværre også uden billeder!

I går var det en total slapperdag, og der var ikke noget at fortælle... så jeg springer let og elegant hen over den her på bloggen.

I dag har vi en aftale med Elmer Satala Jr., en fantastisk gut - og en helt og aldeles unik sølv-smed! Det er Jr., der har lavet mine Hopi smykker, som jeg værdsætter utrolig meget. De er helt unikke og smukke.

Billede fra Book of the Hopi.

Vi kører hjemmefra kl. 9 og turen tager ca. 2 timer. Vi kører øst på ad motorvejen, indtil vi når Windslow, for så at køre stik nord mod Hopi. Det er en tur med utrolige vidder, der bare fortsætter i det uendelige... Undervejs ser vi vilde heste og vilde hunde... de er "overalt", og har et trist og hårdt liv derude i naturen. 

Jeg mødte Jr. første gang for to år siden, da vi var på besøg hos Hopi, og endelig kunne det lade sig gøre igen. Juhuuu. Vi mødes ved Hopi Cultural Center, og kører hjem til Jr., hvor vi snakker smykker (som jeg selvfølgelig må eje), kachinaer, som hans bror har lavet, og om hvad vi skal lave om eftermiddagen.

Så efter at have udvalgt og ekstrabestilt smukke smykker, kører vi til Hotevilla for at se deres Home Dance, som foregår 2 gange årligt. Det var en fantastisk oplevelse at opleve byen samlet om deres Home Dance, alle de mandlige danserne, og alle de små piger, der er utrolig smukt klædt på i traditionelle Hopi dragter. Vi bliver inviteret med indenfor hos nogle af Jr.´s venner, hvor vi spiser majskolber og snakker, selvom vi nu ikke siger så meget - det er lidt surrealistisk det hele!

Der kan siges så meget om denne oplevelse - og jeg ville gerne dokumentere og vise dig alt de smukke, og alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft i dag - men det er ikke tilladt at filme, tage billeder, aftegne eller andet i Hopi. Jeg kunne fortælle en masse... men det er svært - for det er så intens en oplevelse, så smuk, traditionel og tæt på Hopiernes rødder - at jeg slet ikke har ord.

Yes yes, mors nye armbånd

Jeg har meget blandede følelser omkring de indfødte. Jeg kan mærke, hvor mange af mine egne rødder, der trækkes i, når jeg er her. Det gør mig glad indeni og det giver mig en masse ro - men samtidig gør det mig så uendelig trist at se, at her er så meget forfald. Selv om mange Hopier i dag har det svært pga mangel på arbejde, problemer med alkohol og stoffer som så mange andre steder, så holder Hopierne traditionerne i hævd og holder fast i deres rødder. Der er stadig regler og traditioner om, hvordan man bør leve sit liv - det er godt, for det holder dem fast i de gode ting. Når først de unge begynder at omgås de gamle regler, går det galt... så forsvinder respekten for omgivelserne og de mennesker, der er involveret.

Mit store ønske er, at de unge får overleveret traditionerne, historierne og sproget... Men mange af de unge er ikke interesserede, og overleveringen er svær. Dog er der i dag special-programmer i skolerne, hvor de lærer sproget, hvilket er rigtig godt. Deres årlige "Miss Hopi" handler også om både nye evner og de gamle evner, og sproget spiller en stor rolle. For år tilbage var der en professor på universitetet, som gik igang med at lave en ordbog - og også at gøre sproget til et skriftsprog, så det ville være lettere for andre at forstå. Det gik rigtig godt, og Hopierne begyndte også at bruge det - men for ca. 3 år siden døde professoren, og fremgangen blev sat i stå... så udviklingen omkring sproget står stille...

Til gengæld ser jeg en stor glæde og tryghed hos børnene, og en stolthed, man ikke ser mange andre steder, hos de voksne, og specielt hos de ældre. Det er så fantastisk at se danserne, se hvordan de lever, som deres forfædre har gjort i utallige generationer, se alle de skønne mennesker, der deltager aktivt i festlighederne og at vide, at de holder stort set alle deres traditionelle ceremonier i hævd.

Hopierne, og indianerne generelt, bor meget anderledes, end den "almindelige" amerikaner. De bor primitivt på en måde, som mange vesterlændinge ikke ville bo. Enten bor de i gamle stenhuse, eller i små huse, med lokum i et skur udenfor. Andre bor mere moderne og med de fornødenheder, der er i den såkaldt "rige" verden. Men de fleste har så mange andre værdier! Jeg tror godt, jeg kunne leve her i et år eller mere for at lære om kulturen og om folket.

Vi bliver inviteret med til en "barnedåb" - men det er på lørdag, hvor jeg jo er taget hjem :-( Det er en af Hopiernes fantastiske traditioner, hvor gudforældrene vasker det nyfødte barn, og for første gang præsenterer barnet for solen. Årh, hvor ville jeg bare gerne have været her lidt længere, det er stort at blive inviteret med til - for mig i hvert fald... 

Vi er på det tidspunkt af året, hvor mange Hopier stadig har ørne på taget. Jeg har ikke set det med egne øjne før, men har hørt og læst om det. Vi kan alle have vores mening om det, men for Hopierne er det en del af deres tradition og af deres ceremonier - og det har jeg stor respekt for, at de holder i hævd. Og jeg må sige, at jeg ikke tidligere har været så tæt på ørne i denne størrelse!

Dagen har været meget intens og speciel for mig. Det har været så fantastisk at møde alle disse specielle og meget, meget gæstfrie Hopier, som jeg føler mig så tiltrukket af at vide meget mere om. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg er så tiltrukket af naturen her i området og af de indfødte her, men jeg føler mine rødder så stærkt herovre... denne meget stærke og intense følelse har jeg haft, siden jeg blev præsenteret for dem for 4 år siden.

Hvis du vil vide mere om Hopierne, kan du google det, jeg vil tro, du kan finde en del. Jeg vil ikke selv gå dybere ind i deres traditioner og måde at leve på, her på bloggen. Måske en dag, hvis jeg får mulighed for at studere det nærmere og får lov at fortælle om det, vil jeg gøre det.

Jeg fornemmer egentlig godt selv, at min blog for i dag er lidt rodet, men jeg er så fyldt med følelser og reflektioner, at jeg ikke kan gøre det meget anderledes i dag... og jeg tror, jeg vil lade det stå sådan og ikke rette for meget i det i morgen. Min blog afspejler mig, min sindstilstand og det, jeg gerne vil dele med dig... Min blog er ikke et forsøg på at være forfatter-agtig, være "perfekt" i min skrivemåde, eller at være specielt læsevenlig for nogen specielt... det er min historie, på min vej i livet, lige nu i AZ... og lige nu er jeg midt i noget meget følelsesladet og intenst. Og derfor er det, som det er, hvilket jeg håber, du vil respektere.

Ved 16.00 tiden kører vi med Jr. tilbage til hans hus på 2nd Mesa, hvor vi takker for en skøn dag. Vi får piki bread (ultra tynde sammenrullede majs-pandekager, som laves af det blå majsmel) med på turen. De er helt frisklavede, og vi får også helt frisk-ristede majskolber med.

Vi kører mod Flagstaff - og i stedet for at køre samme vej tilbage, kører vi gennem det barske Hopi landskab over Tuba City og de kæmpestore, ubeskrivelige vidder. Jeg fordøjer... reflekterer... og føler mig glad og dybt taknemmelig for mit liv og alt det, jeg får lov at opleve.

Vi stopper i Flagstaff og spiser mexikansk på Oscar´s... super lækkert, nemt og billigt. Så kører vi tilbage til Tuthill og vores lille yurt, som trænger til at blive ryddet op og pakket sammen. Det bliver i morgen. Lige nu kan jeg ikke holde tanken ud om, at jeg skal pakke det hele sammen og rejse hjem om få dage.

Tak :-)